Filmen 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' (The Desolation of Smaug) er anden del af Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens bog.
I filmen 'Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark' er hobbitten Bilbo langvejs hjemmefra. Hans trygge rammer i Shire ligger milevis bagude, og han er omgivet af personer, han knap nok kender - troldmanden Gandalf og 13 dværge ført an af Thorin.
Bilbo er på en farefuld mission med målet at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige Erebor. Følget har allerede gennemgået mange strabadser, men må fortsætte deres færd mod øst, hvor de både møder formskifteren Beorn, de farlige skovelvere og kæmpe-edderkopperne fra Mirkwood.
Efterhånden som de kæmper sig igennem Middle-earths terræn ender de i Lake-town ved The Lonely Mountain, hvor de skal stå ansigt til ansigt med den største fare af dem alle.
De fleste skuespillere fra etteren er tilbage, bl.a. Martin Freeman som Bilbo, Richard Armitage som Thorin og Ian McKellen som Gandalf. Af nye ansigter ses Luke Evans (Fast & Furious 6) som bueskytten Bard, Stephen Fry (V for Vendetta) er Lake-towns leder, og Evangeline Lily (Lost) spiller elveren Tauriel, som Peter Jackson selv har opfundet til lejligheden. Endelig byder filmen på et gensyn med Orlando Bloom, der havde rollen som Legolas i den oprindelige Ringenes Herre-trilogi.
I 2014 udkommer den sidste del af Hobbitten-filmene med undertitlen 'Ud og hjem igen'